I Zell am See findes der 408 pistekilometer fordelt på fire områder: Zell am See, Majskogel i Kaprun, gletscheren Kitzsteinhorn, som kun ligger få kilometer udenfor Kaprun og Saalbach-Hinterglemm.
De to største områder er Schmittenhöhe og Kitzsteinhorn. Der findes i begge områder et bredt udvalg af pister med forskellig sværhedsgrad. Majskogel er noget mindre og et bjerg, der er specielt godt for begyndere. Skisystemet er effektivt bundet sammen med skibusser, der kører med korte intervaller. Det er gratis at køre med skibus, hvis du har liftkort med.
Gletscheren Kitzsteinhorn
Grundet gletscheren Kitzsteinhorn, og at 70% af området i Zell am See-Kaprun ligger i mere end 1.400 meters højde, er der snesikkert - og der kan løbes på ski året rundt uanset vind og vejr. Der er god grund til at besøge gletscheren Kitzsteinhorn, hvis du er skientutiast. Fra toppen af gletscheren er der en fantastisk panoramaudsigt. Skiløbet på gletscheren er i øvrigt for alle, og ikke en ekstremsport! Der er et utal af blå og røde pister alt efter dit niveau. Der er dog kun tre sorte pister, men de giver stadig udfordringer til selv meget øvede skiløbere.
Godt eller dårligt vejr i Zell am See-Kaprun
Hvis det er højt flot vejr, så tag en dagsudflugt til gletscheren, og hvis skyet og blæsende, så bliv under trægrænsen i Zell am See. Hvis vejret er dårligt, kan det være ekstremt koldt på gletsjeren Kitzsteinhorn. Er der derimod tøvejr i Zell am See, er sneen på Kitzsteinhorn stadig perfekt! Du kan se vejret i Zell am See lige nu her.
Børnevenlige Zell am See
Familiebjerget Maiskogel med 20 pistekilometer byder på lidt lettere pister og fantastiske vinteroplevelser. Børnefamilien har et godt udgangspunkt i skicentret The Apple. Herfra kan familien vælge at stå sammen på ski eller lade børnene køre selv på de mange pister.
Dansk børneskiskole - NYHED
I Zell am See-Kaprun tilbyder vi også dansk skiskole til de mindste skiløbere.
Zell am See for den øvede skiløber
Er du en god skiløber, så bliv udfordret med stejle pister på Schmittenhöhe med 77 kilometers pister. De øvede skiløbere kan tage med liften Sonnenalmbahn, der fører til toppen af Schmittenhöhe, hvor du for alvor kan udfordre dig selv under skiferien. Flere sorte pister fører til det samme sted nede i dalen, som kaldes "den sorte gryde", på grund af de stejle pister denne omgives af. Du finder også gode muligheder for den øvede skiløber på gletscheren Kitzsteinhorn.
Insidertips til skiløb i Zell am See-Kaprun
Området er stort, så det kan være svært at finde en favoritpiste, så her er et par af vores egne favoritter. Den røde piste nummer 16 er næsten altid tom for mennesker, og her får du altså en piste i topklasse, hvor du rigtig kan træne på den lækre, brede boulevard. Den sorte piste nummer 9 ligger i skygge, og sneen her er derfor altid i top. Derudover er stoleliften for enden af pisten med varme i sæderne, vindskærm, moderne og oftest i solen - det lyder dejligt, ikke?
Den røde piste nummer 3a på Kitzsteinhorn er absolut den bedste piste, du finder i hele skiområdet. Den ligger i skyggen det meste af dagen, hvilket gør at sneen er i den højeste kvalitet.
Fra Zell am See til Saalbach-Hinterglemm
Når du tager på skiferie til Zell am See-Kaprun, kan du faktisk stå på ski helt til det populære Saalbach-Hinterglemm. De to områder er nemlig forbundet, så du nu får adgang til 408 pistekilometer i ét liftkort. Lifter vil tage dig mellem de to områder, og et enkelt sted skal du også lige med en bus i fem minutter - men det går nok også, når det nu er muligt at stå i et så stort område.