Her er ingen spildtid, men masser af skiløb. Tre kabinelifte fører dig fra byen og op til Idalp i 2.320 meters højde, som er udgangspunktet i et af verdens mest moderne skiområder med Alpernes største liftkapacitet.
Endnu bedre er, at lifterne er af høj standard, og du kommer rundt i hele området udelukkende ved hjælp af kabine- og moderne stolelifte.
Stolelifte med varme i sædet
Til at komme godt rundt i området i Iscghl er der et liftsystem, der består af 45 gondol- og stolelifte. For at gøre din tur mod toppen ekstra komfortabel er flere af stoleliftene i udstyret med indbygget sædevarme. Det er noget, det er svært at være utilfreds med, skulle vi hilse og sige. Ikke nok med at lifterne er af højeste kvalitet, så er de også enormt effektive. Omtrent 96.500 skiløbere kan systemet fragte i timen, hvilket giver svimlende 27 millioner gange, at lifterne benyttes i løbet af en sæson i Ischgl.
Snesikker skiferie i Ischgl
Og som om det ikke skulle være nok, så har de også et arsenal af snekanoner, der vil noget. Hele 1.000 af dem står parat til at forsyne pisterne med det dejlige hvide underlag, såfremt naturen ikke helt vil levere den tilfredsstillende mængde. De er sjældent i brug, for der er gode snestatistikker i Ischgl. Til gengæld kører de 36 pistemaskiner trofast hver aften og natten igennem for at præparere de dejligste nedfarter hver morgen.
Hvis benene har lyst til at blive brugt godt, kan vi anbefale at tage helt op til toppen af Greitspitze. Herfra er der en 11 kilometer tur ned til byen. Det er lige før, at der er garanti for mælkesyre, hvis du tager turen i et stræk.
Freeriders og snowboardere
For freeriders og snowboardere tilbyder Ischgl det hele: En kæmpe funpark med over 35 elementer og en half-pipe på 90 meter. Ischgl er hvert år vært for en afdeling af World Cup for snowboardere.
Et liftkort - skiløb i to lande
Skiområdet ligger på begge sider af grænsen mellem Østrig og Schweiz. En klassisk udflugt er den smukke tur til det toldfrie Samnaum i Schweiz, før i tiden kaldet smuglerruten, så husk en lille rygsæk til indkøbene. Husk, kun at købe ind til eget forbrug, for der er toldvæsen på toppen.
Off-piste i Ischgl
Hvis du er til off-piste, får du rigeligt med udfordringer, blandt andet med den legendariske off-pistetur fra Ischgl til Kappl og derfra videre til St. Anton - selvfølgelig med lokal bjerg-guide.
Pistevisning i Ischgl
I Ischgl vil vores guider gerne vise dig området på en pistevisning. Her vil du se nogle af deres favoritpister, restauranter og småhemmelige områder i Ischgl. Apropos guider, så kender ingen Ischgl som vores guider. Derfor har vores guider lavet en guide til Ischgl.
Er der godt vejr i Ischgl?
hvis du har lyst til at følge med i, hvordan sneen og vejret opfører sig i Ischgl, kan du følge med her på vores side med skivejret i Alperne. Her er du opdateret med snedybde i byen og på toppen, du får vejrudsigt og prognoser for snefald.