Hotel Le Chamois oser af masser af charme, personlighed, skandinavisk hygge, god mad og fabelagtig beliggenhed – win win! Men lad os være ærlige, hotellet er en “ældre dame”, der ikke er et luksushotel. Men hvad gør det, når hotellet er hyggeligt, hjertevarmt og charmerende.
Skandinavisk, hyggeligt
Hotel Le Chamois byder på ægte skandinavisk hygge, og selvom det ikke længere er drevet af et dansk værtspar, er følelsen af nærvær og fællesskab stadig kernen i opholdet. Hotellerne drives nu af YourAlp, som er stiftet af to erfarne Danski-kendinge – Jacob Bennike og Christian Schultz. De har begge tidligere haft deres gang i Skinetworks, og med deres store passion for skisport og alpelivet har de skabt et fællesskab, hvor du som gæst bliver en del af noget særligt.
Selvom hotellet ikke er et klubhotel, vil du stadig opleve den velkendte varme og skandinaviske service, som du kender fra vores klubhoteller. Jacob og Christian har med YourAlp sat fokus på det, der virkelig betyder noget – at skabe en skiferie, hvor fællesskabet er i højsædet, og hvor du som gæst bliver forkælet af et dedikeret og professionelt team, der sikrer en afslappet og hyggelig atmosfære.
Hotel Le Chamois er derfor stadig et sted, hvor du kan regne med at blive taget godt hånd om, og hvor den skandinaviske manér lever i bedste velgående – alt sammen med den samme høje standard og hyggelige stemning, som Danski er kendt for.
Centralt placeret
Hotellet ligger i den ældste bydel i Alpe d’Huez og er en af de ældre bygninger i byen. Alpe d’Huez-byen vokser rundt omkring lige netop dette hotel, og gør at placeringen af hotellet bliver mere og mere central. Den centrale placering af Hotel Le Chamois gør også, at der blot er få minutters gang til hovedgaden i Alpe d’Huez, hvor du både finder hyggelige restauranter, butikker og barer.
Pisten og liften ligger tæt på hotellet, kun små 100 meter, og har du små ben med på skiferien, har de intet besvær med at komme til og fra skiområdet. Ja, du kan faktisk se både pisten og liften fra dit vindue – nemmere bliver det næsten ikke.
I den gamle bydel er der en helt særlig stemning, med smalle gader og autentiske huse i træ og sten. Det er desuden netop her, at du finder de helt gode restauranter og de hyggelige cafeer.
Den nyere bydel er der hvor du finder masser af muligheder for at shoppe i lækre butikker og handle i indkøbscentre, hvis det også skulle friste dig.
Sådan spiser du på Hotel Le Chamois
Hver morgen står du op til en god, varieret og solid morgenmadsbuffet. Det skandinavisk personale ved, at det er vigtigt for den glade skiløber at få en god og ordentlig kost, så pisterne kan indtages med en frisk, optanket energi.
Om aftenen, når du er hjemvendt fra pisterne, venter der dig en lækker tre-retters aftenmenu. Al maden er lavet af skandinaviske kokke. Kokkene ved godt hvad der skal til, for at tilfredsstille sultne skiløbere efter en lang dag på ski - både voksne og børn, og derfor vil der være en speciel børnemenu til dem.
På skiferie i Frankrig er der en god sidegevinst, nemlig de gode, franske vine. Til din tre-retters aftenmenu følger der et velkomponeret vinkort med, og et generelt bredt udvalg af drikkevare du kan købe til maden. Udvalget af vine er overvejende fransk, hvor der altid vil være lokale vine på kortet, for at kunne stille din nysgerrighed på de lækre franske vine.
Til afterski og efter aftensmaden tilbyder bartenderne god kaffe, lækre drinks, vin, øl og vand i den hyggelige bar på hotellet.
For at kunne imødekomme ønsker om vegetarisk kost eller hensyn til allergier, skal dette informeres når du booker din rejse. Vær opmærksom på, at hvis en vegetarisk eller speciel diæt ønskes, vil den være gældende hver aften under hele din skiferie.
Spisning på afrejse og ankomstdagen
På ankomstdagen, altså lørdag, er køkkenet lukket til normal aftensmad. Der vil dog i tidsrummet 18:00-20:00 blive budt på en let aftenbuffet med en varm ret, salat og brød. Denne koster 18€ pr. person og børn under 12 år koster 12€ pr. barn. Du skal bestille gennem guiderne, når de ringer en uge før afrejse. Betalingen sker på hotellet.
Du har også her muligheden for at gå i byen og afprøve lidt af de gode restauranter der ligger i Alpe d’Huez.
Til gæster, der ankommer senere på aftenen, tilbydes der en let anretning, eksempelvis suppe og brød, fra kl. 20:00.
Hvis du ankommer tidligt om morgenen, er det muligt at tilkøbe en delikat morgenmadsbuffet. Prisen er 18€ for voksne og 10€ for børn til og med 12 år. Det er muligt at nyde morgenmadsbuffet fra klokken 07:30 – 09:30. Hvis du ønsker morgenmad, så fortæl gerne guiderne dette, når de ringer ugen før ankomst - så er hotellet sikker på, at der er mad nok til alle. Betalingen sker på hotellet.
Det sidste måltid på hotellet, vil være morgenbuffet på din afrejsedag. Er der afgang tidligere end klokken 07:30, vil personalet sørge for en morgenmadspose til afrejsen.
Det vil også være muligt for dig at tilkøbe en lækker afrejsepakke (sandwich, vand og 1 stk. frugt) til turen hjem. Du vil få mere information om afrejse pakken på hotellet.
Fællesområderne
Hotel Le Chamois oser af god og hyggelig stemning, hvor man har lyst til at opholde sig, når man kommer tilbage fra en dag på ski. Du finder et rigtig hyggeligt bar-område, en hyggelig restaurant og en fin solterrasse. Hvis vejret er til det - og det er det jo altid i Alpe d’Huez med sine 300 årlige solskinsdage - så er terrassen et helt perfekt sted, at slappe af efter en dag på ski, i de sidste solskinstimer. Du kan sidde her i selskab med din familie og nyde en varm kakao, en god kop kaffe eller en øl.
Der findes ikke en skikælder på hotellet, men der er derimod et afslåst skirum ved siden af hotellet. Skistøvlerne kan placeres på støvlevarmere der er opsat rundt omkring på gangene. Det er dog ikke tilladt at gå indenfor på gulvtæpperne med skistøvlerne på.
Værelserne
Værelserne bærer præg af, ligesom fællesområderne, at hotellet ikke er fra allerøverste hylde. Men charme og personlighed finder du rigelige mængder af. Du finder dog det du skal bruge på værelserne, for at få den bedste tid på din skiferie.
Der er løbende blevet givet den “ældre dame” en make-over, og der er skiftet vinduer på alle værelser ud mod gaden. Der er blevet lydisoleret, så støjniveauet fra gaden ikke generer. Der ligger en offentlig tilgængelig bar under hotellet, så der kan dog stadig forekomme lidt larm.
Ekstra informationer
Der er parkeringsmuligheder, hvis man kommer i egen bil, cirka 250 meter fra hotellet.
Vi gør opmærksom på, at man ved ankomst og afrejse, selv skal transportere sin bagage de 250 meter mellem Palais Des Sports, hvor busserne holder til hotellet.
Der er wifi på hotellet, men vi er i Alperne, og der kan derfor kan infrastrukturen omkring internettet til tider være med forsyningsudfordringer.
En skiferie på Hotel Le Chamois indeholder blandt andet:
- Centralt beliggende i den gamle bydel
- Skandinavisk personale
- To minutter til liften
- Perfekt placeret med solterrasse
- Meget for pengene
Ankommer du i elbil, er der mulighed for at lade bilen i byen. Der ligger en ladestation ved siden af Residence L’Ours Blanc og ved Hotel Le Pic Blanc. Spørg guiderne, når de ringer ugen før afrejse, for mere information.
Turistskat opkræves på destinationen
Turistskatten skal betales direkte til hotellet - enten kontant eller med kreditkort (med kreditkort er der gebyr på 5 €), og er ikke inkluderet i rejsens pris, da vi ikke må og kan håndtere økonomi mellem regering og gæst. Turistskat pr. person pr. nat på Hotel Le Chamois er 4,11€. Børn under 18 år er undtaget at betale turistskat.
Vi glæder os til at byde alle skiglade gæster hjerteligt velkommen i den skandinaviske atmosfære på Hotel Le Chamois i Alpe d’Huez.