Les 2 Alpes er et godt skisportsområde hvis du er skisport entusiast! Der er snesikkert, og du finder den største gletscher i Frankrig, der giver dig skiløb op til 3.600 meter. Højden og gletcheren garanterer dig godt skiløb på god sne året rundt. Da Les 2 Alpes ligger sydligt er der også rigtig mange soldage - win, win.
Med 2.300 højdemeter er der masser af varieret skiløb for både de øvede, de virkelig gode og begyndere på ski i Les Deux Alpes. Har du rigtig gode ski-ben, kan du køre på ski fra toppen af gletcheren i 3600 meter ned til landsbyen, Mont de Lans, som ligger i 1.300 meter, helt uden at tage én eneste lift.
Ski-in/ski-out overalt i byen
Les 2 Alpes er en hyggelig by, der med sin aflange form, har ski-in/ski-out fra næsten alle hoteller. Byen byder også på gode, franske restauranter, hyggelige træhytter, butikker, barer og afterski.
Skiområdet i Les 2 Alpes
Skiområdet er cirka 225 kilometer stort fordelt på 14 sorte, 18 røde, 45 blå og 27 grønne pister. Endnu bedre er, at der også er 18 freeride ruter. Langs bjergsiden, mod det store bjergområde, er der en masse små lifter og pister som er grønne, blå eller røde. Grønne pister er ikke noget man ofte ser i Frankrig, men det giver, specielt for begyndere, et stort område at lege på - især fordi fem af lifterne ikke kræver liftkort, men kan benyttes helt gratis.
Pisterne og området er omgivet af Alpetoppe, så der er en smuk og betagende udsigt, hvor end du er.
Området ligger i Isère, i hjertet af Ecrins-massivet, i Oisans-regionen. Byen ligger i 1650 meter og er sammen med Chamonix et af de ældste skisportsområder i Frankrig.
Godt skiløb for begyndere og eksperter
Begyndere og familier med mindre børn kan nemt tage på skiferie i Les 2 Alpes og have en god skiferie. Der er nemlig ofte god sne på grund højden, som gør det let at få en succesoplevelse med skiløbet. Med de mange grønne og blå pister er der masser af godt, lettere skiløb, og vil du udforske skiområdet på en behagelig måde, kan vi anbefale Jandri; en blå piste, der starter ved 3.200 meter og går hele vejen ned til byen.
Til konkurrence menneskerne: Slalom, tidstagning og funpark
I skiområdet kan du også teste dine evner af i slalom-portene eller hvis du hellere bare vil køre stærkt ligeud, så kan du finde ud af hvor hurtigt du og din familie kører i tidstagnings-banen. Der er en stor snowpark med diverse rails, hop i alle størrelser, en halfpibe og en bordercrossbane - og har du mindre børn eller begyndere med, er der en mindre begyndervenlig snowpark, lige ved siden af den store.
Freeride og enestående off-piste
Har du kørt meget på ski, og er du til freeride og god sne med masser af hældning, så er du kommet til det rette sted. Det et af de største og bedste off-piste- og freeride områder. Vil du prøve kræfter med rigtig god off-piste, kan du prøve kræfter med et de bedste off-piste områder i Frankrig - nemlig La Grave. Her skal der naturligvis bookes en off-piste guide der kører med.
Kan du godt lide de sorte pister, så anbefaler vi at prøve: La Valentin, Bellecombe, La Fée og Le Super Diable. De har rigtig fin hældning (læs: de er stejle) og har masser af udfordring. Her kan du også løbe ind i masser af pukler - og hvis du er lidt heldig, er der nysne på dem.
Helikopter til Alpe d'Huez
Les 2 Alpes ligger sydligt, ikke langt fra Alpe d’Huez. Der har i rigtig mange år været snak om en forbindelse med en stor kabine, der skal forbinde områderne. Den venter vi stadig i spædning på! Indtil da kan du dog tage en helikopter tur/retur for 70€ - en virkelig fed oplevelse, og til den pris er det svært at lade være, ikke?
Store investeringer i Les Deux Alpes
I perioden 2021 – 2024 foretager Les Deux Alpes store forbedringer og investeringer af skiområdet for intet mindre end 101 millioner euro.
Den første store investering er allerede i brug, nemlig Super Venosc gondolliften, som har gjort det lettere for gæster i det område at komme på ski.
I vinteren 2022-2023 åbner et nyt område til begyndere med blandt andet to nye grønne pister på Vallée Blanche. Derudover er der et transportbånd og en træklift for begyndere i bunden, så hvis du er helt ny på ski, kan du starte godt ud der. Derudover vil Diable og Vallée Blanche stoleliften blive erstattet af en ny telemix lift, som betyder at det er en blanding af stole og gondoler.
Slutteligt vil der i 2024 stå en ny lift klar i stedet for Jandri Express. Den nye mere komfortable gondol vil være mere pålidelig under varierende vejrforhold, transportere tre gange så mange mennesker med et stop på 2.600 meter og derefter endnu en lift fra 2.600 meter til 3.200 meter.